Movia og Region Sjælland overvejer at teste førerløse minibusser i tyndtbefolkede områder (det plejer at betyde Lolland-Falster). Det kan lyde smart, men det er en risikabel prioritering af midler og teknologi, som endnu ikke har bevist sit værd i praksis under danske forhold. Movia henviser til test i udlandet, på YouTube viser utallige videoer at det ikke går for godt. Selv Elon Musk lykkedes det ikke for.
Tidligere test på hospitaler gik ikke imponerende, og nu vil man bruge op mod 42 millioner kroner på et seks måneder langt forsøg. Til sammenligning kunne disse penge bruges på bedre ruter, flere afgange og måske vigtigst: rigtige mennesker bag rattet.
Førerløse busser lyder som fremtiden, men hvad sker der, når en bus møder en traktor, fasaner og hjorte på en smal landevej? Skal den så opdatere eller skal passageren så kommunikere via en chatbot, for at kunne komme videre. Mange bilister forstår ikke at trække ind – hvorfor skulle en algoritme gøre det bedre? Der er en grund til, at menneskelig situationsfornemmelse stadig har værdi.
Det handler også om mere end teknik. For mange ældre er chaufføren en livline, ikke bare en transportfunktion. Teknologi kan ikke erstatte tryghed og kontakt. Jeg ville ikke være tryg ved at sende mine børnebørn ud at køre med den.
Jeg frygter, at dette forsøg bliver en sovepude for reelle investeringer i kollektiv trafik i landdistrikterne. Hvis man vil have bosætning og udvikling, kræver det seriøs infrastruktur, ikke science fiction.
Med venlig hilsen,
Kitt Pandrun Skovbon,
Borger i landdistriktet